Spiseforstyrrelser er indviklede og kan føles meget uforståelige.
Hvad er det, som sker? Hvordan kan man forstå de følelser og den adfærd, som man ser og oplever?

En vigtig forståelse er, at se anorektikerens kamp for at blive voksen, blive uafhængig og selvstændig. Har man en spiseforstyrrelse er det blevet meget angstfuldt og utrygt at bevæge sig de første skridt ud i voksenlivet, adskilt fra mor og far og hen til fælleskabet med andre mennesker. 

Udviklingen fra barn til voksen er vejen fra afhængighed af forældrene praktisk og følelsesmæssigt, til at blive uafhængighed af mor og far og nå til målet, som er at kunne være i voksen-relationer, som er gensidige, dvs., at man både yder og modtager, såvel følelser, handlinger og ressourcer, på en respektfuld, tillidsfuld og ligeværdig måde. 

Målet er altså ikke uafhængighed og selvstændighed og individualitet i sig selv, men gensidighed i samvær med andre. Der er jo egentlig ikke noget ved selvstændighed isoleret i sig selv. Selvstændighed er kun et meget afgørende og nødvendigt skridt på vejen, – hen til at møde et andet menneske. 

Ægte selvstændighed skabes indefra. Selvstændighed er selvfølgelig dels at kunne klare sig materielt og praktisk, at kunne bo selv, tjene egne penge, lave mad, vaske sit tøj og holde orden. Men at være selvstændig og uafhængig er også at kunne skaffe sig selv psykisk næring. 

For anorektikeren er det at kunne skaffe sig psykisk næring svært. At skaffe sig psykisk næring vil sige, at man evner at bibeholde eller skabe og gi sig selv de kvaliteter en god mor repræsenterer:

• Omsorg
• Kærlighed
• Tolerance 
• Tilgivelse
• Overbærenhed

Men anorektikeren magter ikke at gi sig selv psykisk nærring. Det er forbundet med stor frygt og angst for hende/ ham at tage imod omsorg, venlighed, overbærenhed fra sig selv. Hun/ han er brutal hård ved sig selv, under ikke sig selv noget godt, må ikke nyde, men skal yde og præstere, de må ikke hvile, presser sig selv.

Hvorfor bliver det så vanskeligt? 

For at blive sig selv, et individ, ”et hele” mentalt, praktisk og psykisk / følelsesmæssigt, indebærer det, at man føler, man har ret til

• At eksistere
• At have sine egne behov, uafhængig af moderen og andre
• At man har ret til at få sine behov tilfredsstillet
• At man har ret til egne følelser
• At man har ret til at handle uden skam og med følelsen af selvværd

Forudsætning for, at man kan lære sig selv at kende og vokse er, at først forældrene og senere andre, kan respektere ens grænser og ret til egne behov og følelser. 

Anorektikeren kan ofte, i hvert fald til en vis grad, selv mærke sine grænser, men har massive problemer med at være åben om sine grænser. Det er pansret inde. Anorektikeren er tavs! På den måde er spiseforstyrrelsen grænseløshed! Grænseløs givende, grænseløs forstående, grænseløs flittig, dygtig, opfindsom, hensynsfuld osv. – først overfor forældrenes behov og vilje og sidenhen andre. 

Hvis man har oplevet at forældrenes vilje og behov ”over-rouler” og kommer i første række, får man ikke opbygget en grund-tillid til at andre tager ens behov alvorligt og respekterer dem, men man får en dyb massiv frygt for at ens behov og følelser skaber konflikter eller afvisning. 

Man mangler så at sige, én i sit ringhjørne. 

Derfor bliver det umuligt at vise hvem man er, og man vender sig mod sig selv og forsøger at slå egne behov og følelser ihjel i et forsøg på at løse problemet. 

På den måde er spiseforstyrrelsen ikke en sygdom, men bliver på en bagvendt måde, desværre løsningen på et problem!